Et åbent brev til Aarhus
fra Skraldecaféen

Kære Aarhus

Hvis du ikke kender Skraldecaféen, så lad os starte der:

Vi er en lille forening med en stor opgave. Vi redder overskudsmad fra supermarkeder og butikker. Mad, som fejler ingenting, men som ellers ville blive smidt ud. Tre gange om ugen. Hver mandag, onsdag og fredag deler vi det ud til aarhusianere for kun 25 kr. pr. fyldt kurv.

Men det handler ikke kun om mad.
Det handler om mennesker.
Om fællesskab.
Om at skabe mening for dem, der har mindst – og for dem, der bare har brug for at høre til.

Det har vi gjort i ti år. Og bare sidste år delte vi tusindvis af kurve ud til mennesker, som ellers ikke ville have haft adgang til ordentlig mad. Hver eneste uge gør vi en konkret forskel for hundredvis af aarhusianere.

Men det er også det sociale arbejde, der gør Skraldecaféen så vigtig. Her opstår møder mellem mennesker, som ellers sjældent bliver inviteret med. Over en kop kaffe. En gryde. En kartoffelskræller. Her kan alle være med. Også dem, der ellers bliver glemt.

Vi har oplevet, hvordan mennesker, som ofte står udenfor fællesskaber, pludselig træder ind og bliver en del af noget meningsfuldt. Ikke fordi de blev bedt om at yde, men fordi de blev budt velkommen. Og fordi alle har noget at give, bare de får lov.

Vi underviser også skoleelever i bæredygtighed og madspild, så nye generationer får en dybere forståelse af madens værdi. Og vi laver events i Aarhus, hvor mennesker mødes om det mest grundlæggende fællesskab, vi har: maden.

Vi arbejder i dag i en midlertidig garage i en baggård.

Vi har ikke et rigtigt sted at være.

Det udstyr vi ejer, borde, skabe, madkasser, står stadig på vores gamle matrikel. Der har vi ikke længere har mulighed for at være. Her bliver der jævnligt brudt ind, og vi har oplevet hærværk og tyveri. Det betyder, at vores ting bliver ødelagt, og vores frivillige bliver utrygge.

Vi har mistet frivillige, der ikke længere føler sig trygge. Og dem, der bliver, de begynder at miste håbet. Dog er viljen , fællesskabet og lysten der altid.

Vi forsøger at holde sammen på det hele, men det slider, når man står uden base og uden vished om fremtiden.

Og samtidig ved vi, at behovet kun bliver større.

Aarhus Kommune har selv sagt til os, at vi skal forberede os på flere brugere efter 1. juli 2025. Den nye kontanthjælpsreform betyder, at mennesker med få penge får endnu færre.

Vi mærker det allerede:
Børn uden madpakker.
Ældre, der springer måltider over.
Folk, der møder op og ikke aner, hvordan de skal klare ugen. De går hjem med en kurv mad og et lille glimt af håb.

Når mennesker ikke har råd til mad, tvinges de ud i svære valg. Derfor er vores tilbud ikke bare vigtigt. Det er nødvendigt.

Derfor rækker vi nu ud til kommunen, til Aarhus, til dig.

Vi har brug for hjælp.
Vi har brug for et sted at være. Et rigtigt sted. Og vi har indtil 31. december 2025 til at finde og etablere os i en ny base. Det er NU, der skal handles. Ikke næste år. Ikke når det er for sent.

Vi har brug for økonomisk støtte, så vi ikke hver dag skal frygte, hvad vi ikke har råd til.
Vi har brug for en central placering, hvor folk kan komme til os uden bil og hvor fællesskabet kan vokse midt i byen.

Vi har brug for erhvervslivets opbakning, så vi sammen kan tage ansvar for madspild og social ulighed. Hvis I som virksomhed arbejder med bæredygtighed, fællesskab og social ansvarlighed, så inviterer vi jer med i vores bevægelse. Hjælp os med plads, med viden, med støtte. Der er så mange måder at gøre en forskel på.

Og vi har brug for dig, der læser med nu til at dele, støtte og sige højt, at det her betyder noget.

Forestil dig, hvad vi kunne skabe:

Et åbent køkken.
Et fællesskab, hvor frivillige og brugere arbejder side om side.
Et sted med mad, mening og mennesker – midt i Aarhus.

Kære kommune, kære byråd, kære erhvervsliv og kære Aarhus:

Vi beder jer ikke om at redde os.
Vi beder jer om at hjælpe os med at redde det, der ellers går tabt.

Mad. Mennesker. Mening.

Vi tror stadig på, at vi kan blive reddet på målstregen. At Aarhus. Vores by, vil stå sammen om at bevare det, vi har bygget op. Det her er ikke slutningen. Det kan blive en ny begyndelse.

Vi rækker hånden ud til alle, der ønsker at hjælpe. Politikere, virksomheder, organisationer og privatpersoner. Har du idéer, viden eller muligheder, så vil vi meget gerne i dialog.

AnnBritt Jørgensen
Stifter, Skraldecaféen

 

hej@skraldecafeen.dk
www.skraldecafeen.dk
Kaløgade7, Aarhus

Støt Skraldecaféen med MobilePay – scan her

Hvordan du kan hjælpe

  • Bliv frivillig – i caféen eller som chauffør
  • Er du en virksomhed? Samarbejd med os om bæredygtighed og socialt ansvar
  • Har du idéer, netværk eller viden? Vi vil høre fra dig
  • Ønsker du at støtte økonomisk? Vi tager imod donationer og samarbejde

Del budskabet

Brug fx: #RedSkraldecafeen #MadMedMening #ViGiverMadenEnChanceTil